Lær min metode til at få mere ud af livet med en autoimmun sygdom

Fra krise til et nyt liv - autoimmun sygdom, stress, depression, selvværd & angst

5 min read

Hvordan får du mere ud af livet, når du har en autoimmun sygdom?

Klokken er 03.00 om natten, jeg vågner ved lyden af min datter på 1 år der græder. Mine led og muskler er lammede af smerter og gør, at jeg ikke kan bevæge mig. Jeg skal vække min mand for at få hjælp. Livet bød mig på en urimelig situation, som jeg var fuldstændig magtesløs i. Troede jeg. Jeg blev heldigvis klogere – mere om det om et øjeblik.

Jeg opdagede et universalredskab, som jeg i dag bruger i min terapi,
og jeg vil her inddrage dig i, hvordan du kan bruge det til at forvandle din situation.

Hvad gør du, når hele din verden er ved at falde sammen, og intet virker?
Jeg opdagede en livsforandrende metode, som jeg har kogt ned til tre simple trin, du let kan bruge i hvilken som helst situation og krise, du står i. Den vil jeg dele med dig her, samtidig med at jeg kan give dig eksempler på min egen måde at bruge metoden på, da jeg stod i denne livskrise.

MIN VERDEN VÆLTEDE
Jeg blev diagnosticeret med leddegigt i starten af mine 20’ere. En autoimmun sygdom, der ikke findes en kur mod. Hele min verden væltede. Jeg deltog i gigtforeningens arrangementer, men jeg skulle bare væk, fordi jeg ikke kunne holde ud at identificere mig med gigten.
Jeg fødte senere en lille pige, som jeg ikke kunne have en ordentlig barsel med, fordi jeg var fastlåst til sofaen med smerter. Hun blev ikke skubbet lange ture i barnevognen, og min mor flyttede næsten ind for at kunne hjælpe med at passe hende. Det var guld værd, men jeg kunne næsten ikke se mig selv i øjnene over al den besværlighed og smerte, jeg skabte hos andre.
Jeg skammede mig så meget over ikke at kunne være den mor, jeg ville være.
Det åd mig op inden i.

Første skridt: opdag dig selv

Det første skridt mod en forandring, mod at få mere ud af dit liv kalder jeg bevidsthed. Opdag dig selv. Hvordan gør du det?
Du stiller dig selv følgende spørgsmål:
Hvad er det så desperat forsøger at opretholde?
Hvad er det jeg så desperat forsøger at undgå?
Hvad er jeg bange for?
Hvad vil jeg kæmpe med næb og klør for at sørge for aldrig kommer til at ske?

I mit tilfælde opdagede jeg, at jeg kæmpede med alt jeg havde for at opretholde hende jeg kendte, og hende jeg ville være. Den stærke og kærlige mor til mine to børn og min mand. Være hende der kunne klare alt. Og være stolt af det.
Nu var jeg blevet den svage. Hende der ikke kunne klare nogle ting selv. Jeg kunne pludseligt ikke klare alting længere – som jeg altid havde været så stolt af at kunne.
Jeg brugte al min energi på at modarbejde sygdommen. På at holde den for døren, for den skulle absolut ikke have nogen plads i mit liv. Jeg forsøgte desperat at undgå at blive svag og ynkelig. Det værste jeg vidste, der kunne overkomme mig. Jeg var bange for at blive en fiasko.

Prøv at være nysgerrig på dig og din situation. Hvad sker der, når du stiller dig selv disse spørgsmål? Hvilke svar dukker op i dig? Hvis du tør at være ærlig, kan du ikke undgå at komme dybt ind til kernen. Herinde kan du ændre dit liv. Din situation. Dine følelser.


ANDET SKRIDT: FORSTÅELSE

Før du kan forandre dit liv og din situation, skal du forstå, at den identitet, du kæmper en brav kamp for at insistere på er dig, blot er en maske eller en overlevelsesidentitet, du har lært at tage på dig engang. Den definerer ikke dit autentiske jeg. Du bliver først autentisk, når du omfavner de sider af dig, som du undertrykker.
I mit tilfælde forstod jeg, at min stærke side var en overlevelsesidentitet, jeg engang har lært at tage i brug. Fordi den virkede. Den fik mig igennem livet med mindst mulige skrammer.
Med den viden og forståelse, fik jeg mulighed for at forandre dette.
Jeg vidste, at jeg ikke behøvede den overlevelsesidentitet til at styre alt for mig mere.

Jeg fik mulighed for at tage en sten af skulderen, trække vejret, give slip og på ny omfavne nye sider af mig selv, jeg havde undertrykt.

Tredje skridt: Forandring

Så småt begyndte jeg med mikroskridt at tillade mig selv at være svag. I stedet for at modarbejde situationen, begyndte jeg at omfavne den.
Lige så stille fyldte gigtdiagnosen, gigtreaktionerne mindre og mindre i mit sind.

Jeg gav mig selv lov til at være hende den svage og syge.
Jeg blev mere fri.

Der sker noget magisk, når vi omfavner det, vi forsøger at undertrykke. Vores liv bliver lettere, vi får mere energi, og vi bliver gladere. Når jeg ikke skulle bruge så meget energi på at være i modstand, stod jeg et andet sted med et andet perspektiv. Jeg kunne tage beslutninger og ansvar for mit eget liv fra et langt bedre ståsted.

ER DIN KRISE NOGET ANDET?

Denne metode til at tackle kriser og få mere ud af livet er universal, fordi de psykologiske mekanismer bag er universelle. Det vil sige, at den kan bruges til hvilken slags krise, du end står i. For eksempel stress, depression, selvværd, angst og spiseforstyrrelser.

Hvis du lige nu kæmper, håber jeg, at min historie kan inspirere og støtte dig til at prøve at tage nogle andre briller på.
Giv dig selv lidt ekstra plads og mere omsorg.

Skal jeg hjælpe dig gennem din situation og hjælpe dig med at få mere ud af livet? Kontakt mig eller book en gratis afklarende samtale. 

Du er lige som du skal være, og jeg lover dig, at der er håb forude. Selv i en mørk tid.